Til Det Kongelige Teaters hjemmeside
Optagelsesprøver
 
Hvert forår er der optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole i København, Holstebro og Odense. Der optages elever i alderen 6 til 11 år.

Det er ikke nødvendigt at kunne danse ballet, når man går til optagelsesprøven. I bedømmelsen lægges der vægt på udstråling samt fysiske og rytmiske kvalifikationer.

De bedst egnede til uddannelsen som balletdanser udvælges til en kursusperiode på 2-4 uger, hvor børnene får undervisning af skolens balletlærere. Ved afslutningen af dette kursus træffes der beslutning om, hvilke børn man vil tilbyde optagelse på Balletskolen.


Ofte stillede spørgsmål:

- Er det hårdt at være balletbarn?
Al sport på eliteplan er hårdt. Dagene kan blive lange og musklerne trætte. Men resultaterne, tiden på scenen og det sociale sammenhold opvejer det for et balletbarn.

- Kan man blive smidt ud hvert år?
Ja, hvert år ved eksamen i maj, siger Balletskolen farvel til nogle af eleverne. Det er et vilkår for en eliteskole, at der konstant sorteres i eleverne, så kun de allerbedste fortsætter. Der kan være mange årsager til, at en elev ikke kan fortsætte på Balletskolen, men langt de fleste må forlade skolen på grund af deres fysik, dvs. at de ikke er stærke eller smidige nok og derfor vil få for mange skader på sigt. Langt de fleste elever, som må forlade skolen, har på forhånd en fornemmelse af, at det vil ske. Men derfor er det alligevel en hård erkendelse at blive valgt fra. Balletskolen har en række tilbud til de elever, som må forlade skolen, der skal sikre, at deres videre færd bliver så smertefri som muligt. Dernæst skal man huske, at et farvel til Balletskolen er et goddag til hundredvis af andre muligheder udenfor skolen, hvor de kompetencer, eleverne har tilegnet sig på skolen, vil komme dem til gode.

- Ødelægger det ikke elevernes udvikling at dyrke elitesport så tidligt?
Balletskolen har i samarbejde med Rigshospitalet fået undersøgt, om det har nogle udviklingsmæssige konsekvenser for børn at dyrke elitesport. Undersøgelsen viser, at det ikke har nogen indvirkning på elevernes udvikling. For eksempel får pigerne ikke senere menstruation end andre piger.

- Får de boglig undervisning nok?
Ja, det sikrer friskolerne i Holstebro og Odense og N. Zahles Gymnasieskole i København. Elevernes gennemsnit ligger lidt højere end landsgennemsnittet, hvilket formentlig hænger sammen med, at klassekvotienterne på skolerne er lave, hvorfor undervisningen er meget intensiv. Dernæst gætter nogen på, at elevernes høje aktivitetsniveau har en gunstig indvirkning på deres indlæring.

_

© Det Kongelige Teater - Sidst opdateret: 05. oktober 2009 kl. 16:30